Reaktion og forventninger

Hvor ofte skal jeg have zoneterapi og hvilke reaktioner kan jeg forvente?
Ofte optræder reaktionerne allerede efter 1. behandling, men mest typisk er det, at der går 3-4 behandlinger, inden de ordentlig kommer i gang.

Hvis der ikke er reaktioner indenfor de første 6-8 behandlinger bør behandlingsserien stoppes. Reaktionerne ses som et led i helbredelsen. De må nødvendigvis gennemleves, selv om de ofte kan være ubehagelige. Alt i alt giver de et billede af klientens samlede sundhedstilstand. Af reaktioner kan nævnes:

1. man sover bedre og vågner mere udhvilet. Man føler sig bedre tilpas generelt, med en øget fysisk og psykisk styrke. Denne positive reaktion ses først og fremmest hos klienter, som ikke er alvorligt belastet.
2. Huden aktiveres, svedsekretionen øges, og sveden har en ny, ofte ubehagelig lugt. Der kan komme små udbrud af eksem.
3. Afføringen bliver hyppigere og i større omfang. Den kan være ildelugtende, slimet, misfarvet, evt. blodig, og der kan forekomme luftdannelser.
4. Nyrerne udskiller mere urin. Den bliver uklar og kan lugte ubehageligt.
5. Næse- svælg og bronkieslimhinderne skal udrenses, hvilket kan give sekreter, der kan variere i farve og lugt, og konsistens.
6. Kvinder udskiller udflåd, ofte så skarp og koncentreret, at det fremkalder irritation eller sår i det omkringliggende væv.

Ovenstående reaktioner er alle et resultat af en øget aktivitet i udrenseorganerne. Herudover kan der være tale om:
7. Gamle sygdomme, som ikke er blevet kureret, eller som blot er blevet undertrykt med medicin, kan for en kortere periode bryde ud på ny. ”gamle sygdomme bliver som nye”.
8. Psykiske reaktioner kan optræde over en bred skala, lige fra gråd til befrielse og glæde.

Enhver reaktion hænger sammen med en bedre balance og almentilstand. Det er ikke muligt helt at forudsige kroppens måde at reagere på, da reaktionerne er individuelle. Reaktioner skal ses som positive, da det fortæller at kroppen tager imod og arbejde med de forskellige ubalancer, og at bedring er på vej.